Spandabel

FARVEL OG TAK

anne_6

Og her kommer det så…

Det er med en lille klump i halsen, at Spandabel og jeg takker af for nu, efter godt 2 år på matriklen. Vi startede med en rodebutik af de store – men hyggelige. Siden den dag i januar, hvor jeg sad med eksamen op til halsen, har Spandabel blomstret og spiret, pludret, grædt og grint – og alt det, babyer nu gør. At sige, at det hele startede som én stor overspringshandling, er ikke meget galt, men det var en overspringshandling, som for det første var skide rar, og som for det andet skulle vise sig at blive et fast indslag i min dagligdag.

Spandabel har været mit frirum, hvor jeg har delt lidt af mig selv, lidt af mit liv og en hel masse pladder, men det har også været stedet, hvor jeg har lært blogmediet at kende. Det har været stedet, som for alvor har tændt en lyst i mig til at lære mere om de digitale medier og som har skudt mig videre i den rigtige retning.

Derfor er det nu også på rette tid, at jeg lukker og slukker. Fra at være en rodebutik blev Spandabel hurtigt en modeblog på min helt egen facon. Der har været plads til både de faste lørdagslyttere, kække poses som her, her og her, lidt kunstinspiration, et par tankestrejf og det, der var ufedt men dog med fedt på. Søde piger som hende her og hende her har skrevet søde ord om bloggen, og nogle skrev sgu en hel artikel.

Jeg bliver stolt og glad, når jeg tænker på det, der er sket herinde de sidste to år. Og det har lunet helt ned i blogger-hjertet, hver gang, en kommentar har tikket ind, eller hver gang, der har været udslag på status-radaren. Så seføllig skal I, knus-dejlige-rare-loyale-lækre-søde læsere have et orn’lig tak med på vejen! I er de bedste!

Og hvad skal der så ske nu? Ja, det er sgu egentlig et meget godt spørgsmål. Jeg skal jobbe den og lave sjove projekter både off- og online. Måske skal jeg læse en kandidat, måske drikke lidt mere sort kaffe. Jeg står fortsat med den ene fod i modebranchen, og med den anden skal jeg fægte og fagte mig vejen frem. Det kan sgu også være, jeg bruger armene i stedet til dét, så jeg har benet at støtte på. Vi må se. Det er praktikaliteter. Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg vender blogmediet en dag igen, men jeg kan også mærke, at det ikke er nu.

Uanset hvad, så kan I stadig følge med, og det håber jeg saftsusemig, at I har lyst til. Min Tumblr lever i fuldt flor, og jeg smider forsat ligegyldigheder og andre interessante perspektiver fra dagligdagen på Instagram. Det er så skide hyggeligt! Og I skal være så meget mere end velkomne :)

2 Responses

  1. Noooooooooooooooooooooooooooooooooooooo :( Øvøvøv – du er jo en af mine yndlings! Men godt du er på instagram så jeg fortsat kan følge dig der :D

    Held og lykke med det hele :)

    -Signe

    14. april 2014 at 19:10

    • Hvor er du sød, Signe, tak! Jeg er så glad for, at du har fulgt med indtil nu. Jeg forsætter i øvrigt også med at læse med hos dig, så helt slipper du ikke for mig :) Kh

      15. april 2014 at 17:48

Kommenter